Biodyk på Ellen Dyer (Tunø) i fantastisk sommervejr! Vi pakkede båden og afgang kl. 13 fra Biodyk. Vi satte båden i ved Marselisborg Havn i den skønneste sommerstemning (det var varmt!).

Vi ankom til Tunø efter en flot sejltur med masser af marsvin og en enkelt sæl. Efter lidt roden rundt fandt vi også vraget og fik sendt holdene i efter tur. Alle havde rigtig gode dyk på vraget, som stadig er et af de bedste dyk “tæt” på Biodyk. Der er masser af liv på vraget, både stort og småt – og masser af vrag at kigge på.

Positionen er god nok, men vraget slår ikke så meget ud på ekkolodet som det har gjort. Hvilket undrer en når man så kommer ned og ser hvor meget det stadig stikker op?!

Jeg dykkede med René, hvilket som altid var en fornøjelse. Han græd under det meste af dykket pga. harpunforbud men fantasien og lysten til at fange torsk vha. en snare var der 100%. Successraten var desværre knap så høj.

Efter Tunø var vandet om muligt endnu fladere og vi drønede tilbage mod Aarhus. De to andre dykkerhold to andre hold tog et dyk nr. 2 på Olympia, mens Rene og jeg passede på båden.

Så gik det hjemad og båden var skyllet og klar kl. 21 – hvorefter der var en velfortjent iskold øl og lidt hygge. Tak for en fin dag til alle der var med! (Jacob, Rune, Oliver, Mike, Rene, Palle)