Klokken er 2 mandag eftermiddag. Solen skinner, og fem harpuner, med fem dertilhørende unge herre, har netop sat kursen mod Glatved. Stemningen er høj, og den ene times køretur går med udveksling af historier og erfaringer.
Fine forhold!
Ved ankomsten er vandet fladt, og man kan ane, hvordan stenrevene ligger fordelt langs kysten. Midt i omklædningen indskyder Emil at den ene flaske i hans dobbeltset måske nok har stået en smule åbent. Der er i hvert fald ikke mange bar at suge af. Nå. Udfordringer er til for at blive løst, og lidt efter er der lavet om i programmet, således at alle tre gæstende medicinere kan komme i vandet.
Kasper har taget fridykkerudstyret med og hopper hurtigt i vandet med Niels, som ligeledes er klædt på til UV jagt. Umiddelbart efter følger bobleblæserne Jeppe og Andreas anført af Emil.
Sigtbarheden er fantastisk og strømmen giver god mulighed for at lade sig glide hen over bunden uden at røre en finger. Selvfølgelig var man også velkommen til at gøre som Kasper og udnytte modstrømmen til at få dagens motion klaret i samme omgang.
Store og mindre store fisk
Efter første dyk var der bred enighed om at vi havde valgt en god dag. Fiskene lå i bunker og der lå nogle særdeles pæne fisk iblandt. Det kan selvfølgelig være lige meget når man vælger at putte sine fisk i en plasticpose, og placere den i vandkanten med en stor, dog ikke stor nok, bunke sten henover.. ikke også Kasper?
Andet dyk var ligeledes en succes og Emil fik æren af at tage dagens største fisk (slethvar på 46 cm) med sig hjem.
Ikke dumt!
Herefter stod den på deko-bajer og grill. Alt i alt en super tur!
Af Kasper b.