Trætte dykker på vej hjem til saunaen.
7 biodykkere drog mod Nautnes i en godt pakket varevogn og René bil med den orange båd på slæb. Godt fremme tilbød vores udlejer hurtigt at søsætte vores båd for os med hans firhjulstrækker så efter en hurtig bid mad var vi klar til eventyr. Vi var dog ikke nået langt fra havnen før styringen satte ud. Med en åre som ror lykkes det at komme i havn igen hvor vores udlejer tog i mod os og få minutter efter var han tilbage igen med en flaske hydraulik olie hvor efter styringen blev fixet. Første dyk blev på stenfaldet hvilket sikrede den første pose kammuslinger.
Eftermiddags dykket blev på det ”nye vrag” som helt sikkert ikke er kendt af ret mange da der blandt andet lå et løst koøjer frit fremme. Dykket kostede også en brosme livet og der med måtte aftensmaden jo bestå af kammuslinger med brosme og sådan blev det. Hvis ikke det var for Renés meget insisterende ansigtsudtryk havde resten af ugens måltider + mange flere stået på havål for der var nogen ordentlige krabater på og ved vraget.
Natdykket blev i havnebassinet som vrimlede med liv specielt troldhummere som var over alt. En håndfuld af dem blev indsamlet og kom til at indgå i morgenmaden. Det var slet ikke så dumt.
Der skal dog mange til en enkelt skive brød.
Troldhummer klar til grydens kogende vand.
Formiddagsdykket på dag to kostede den ene ponton på den orange båd (igen) men igen stod vores udlejer klar til at hjælpe. Vi kunne jo bare låne hans båd mod et mindre beløb! Og dermed var vi klar til eventyr igen. Hans båd var en fin alubåd med badeplatform, stige, plot og massere af plads så det var et rigtig fint alternativ og fungeret rigtig godt som dykkerbåd!
På vej på nye eventyr!
Der ud over fik vi lov at låne den brændeopvarmet sauna og så føler sådan en flok biodykkere sig pludselig godt hjemme.
Vores forsatte eventyr gik hårdt ud over den stenbider Emil og Claus mødte på det næste dyk. Claus havde nemlig forstået det sådan at man skulle skyde på alt det der bliver lyst på og sådan blev det. Så mens vi andre sad og spiste havtaske til aften måtte Claus pænt spise hans stenbider. Drillerierne blev heller ikke mindre da Emil dagen efter viste hvor nemt det er at svømme en stenbider ind og klappe den...
Stenbideren så nok lyset men ikke det der kom der efter
Emil klapper stenbider, tænk at han tør det er jo lige i skudlinjen! Eller måske han gør klar til kuglestød?
Men forsøget på mobning var nok mest et
forsøg på at bortlede opmærksomheden fra Emils katastrofale evner inden for
undervandsnavigering for efter 20 min
svømning ud ad en vig på selv samme dyk
måtte han konstatere at land havde flyttet sig ca. 180 grader. Der kom mange fine
forklaringer på at jorden jo roterer og at den magnetiske nordpol havde flyttet sig men den var der vist ikke nogen der troede på…
René var dog tæt på at være skyld i at vi alle skulle spise Clauses stenbider da han forsøgte at skræmme den havtaske som blev vores aftensmad væk i hans iver efter at samle kammuslinger en hurtig trukket kniv fra hans makker redede dog situationen.
De kan da ikke være så svære at få øje på kan de?
På 3. dagen var vi ved at løbe tør for fangst net da de hang med kammuslinger i under både brugen. Det måtte der gøres noget ved så efter flere timers arbejde med at ordne kammuslinger var det spisetid.
Kammusling til hovedret og det i så store mængder at vi måtte opgive at spise dem alle sammen så middagsmaden dagen der efter kom også til at stå på kammuslinger.
Tiden går hurtigt i godt selskab og pludselig skulle vi hjem igen men på dette tidspunkt kunne mængden af fortærede kammuslinger ikke tælles men måtte regnes i metermål af tomme skaller i stedet…
Kammuslinger regnes i metermål…
Et meget bestemt færgepersonale på hjemturen havde nær givet en ekstra dykkerdag da de mente vi var for høje til at køre ombord på færgen men efter en meget hurtig demontering af bøjlen på båden lykkedes det at komme ombord lige som de lukkede broklappen! Men dette var hurtigt glemt efter en øls tid.
Tak for fantastisk dykning, god mad og godt fællesskab til Maria, Hanna, Claus, Arne, Jørgen og René
Hilsen Emil