Eftersom Palle havde lovet Pernille en hummer, gik turen tirsdag mod hummerrevet. Båden skulle lige fyldes med luft, og så gik det ellers ud fra Bellevue til havet bølger. Vejret viste sig fra den gode side – sol og små bølger. På trods af en GPS der ikke ville samarbejde til fulde, lykkedes det at finde hummerrevet ved første skud.
Første hold kom hurtigt i vandet omkring kl halv 6, og Palle, Astrid og jeg begav os på jagt efter dagens aftensmad. Jeg havde aldrig prøvet selv at spotte en hummer, så spændingen var stor da den første blev fundet under en stor sten! Desværre slap den væk, selvom Palle hjalp med at flytte sten – pist væk var den. Palle fandt en flot hummer lidt senere, og jeg fik endelig også en i nettet med hjælp fra Astrid. I alt blev det til 3 hummere (alle over mål, som er 7,8 cm i Kattegat, nogle med flere arme end andre…) på første dyk. Efter en perfekt navigering kom vi op lige ved ankeret efter 45 min under vandet.
Jess og Stig hoppede hurtigt i og havde et planlagt dyk på 50 min – desværre uden nogen hummerfangst.
Palle skulle også lige have endnu et forsøg på at finde den infamøse korn-silo, så vi fræsede ind mod den formodentlige position. Astrid og Palle, Jess og Stig tog hver sit perimeter og så gik jagten ind. Jeg måtte blive bådfører, med sølle 40 bar tilbage på flasken efter hummerræset – og ak ve, så er det den ene dag hvor chokoladekiksene var blevet glemt. Og for at gøre ondt værre, blev det desværre heller ikke den dag at siloen blev fundet. Men så er der jo også spænding til næste gang, og med hummere i båden er vi ikke helt kede af det.
Alt i alt et (to for nogle) rigtig godt dyk, med dejligt vejr og godt selvskab!