Samsø 2016 og de 7 dødssynder
4 dykkere og 7 gæster deltog i årets Samsøtur. Høj solskin, blå himmel, havblik og godt selskab prægede turen. Vejrguderne var med os.
Vi sejlede over torsdag aften 2 juni og gjorde alt grejet klart til dyk fredag morgen. Første dyk blev Ellen Dyer ved Tunø, strømmen var svag men sigtbarheden var desværre ikke særlig god. Efter frokost i lejrskolen sejlede vi ud fra Ballen til Gudrun hvor der desværre var en del strøm, så vi sejlede ind mod land og tog et strømdyk på lavt vand (15m) hvilket var rigtigt sjovt og gav god erfaring med SMB driftdyk.
Efter 30 min med god fart på stoppede strømmen pludselig. Mærkelig følelse.
Lørdag sejlede vi atter ud til Gudrun og til vores store lettelse var der ingen strøm, vellykket dyk men igen dårlig sigtbarhed. Tilbage til lejrskolen og frokost samt luftpåfyldning, om eftermiddagen sejlede vi til vraget Fjjorden syd for Samsø. Godt dyk men, igen, dårlig sigt i vandet. Lørdag aften havde vi en dejlig grillaften med godt selskab. Desværre havde vi ikke de sædvanlige storvildts UV jægere med så der var ingen fisk på menuen, vi måtte nøjes med pepperbøf, marinerede svinekolletter og grillpølser.
På et tidspunkt startede snakken om de 7 dødssynder og den forsatte resten af turen – ved ikke lige hvad det gik ud på men underholdende var det.
Søndag morgen sejlede vi ud til Søren’s knold for at finde et fantom vrag som jeg havde set på ekkoloddet om lørdagen da vi sejlede ind mod Ballen havn. Vi fandt desværre ikke mit vrag så tog et strømdyk i stedet. Sigtbarheden var stadig dårlig men det til trods var det en sjov oplevelse.
Søndag eftermiddag efter oprydning gik turen til færgehavnen og is på cafeen.
Tak for en dejlig tur.
Søren