
Molslinjen
Molslinjen er et populært og lettilgængeligt dykkerspot i Århus Havn ved Molslinjens færgeterminal. Grundet gode parkeringsforhold, adgang til toiletter ved parkeringen og den lette adgang til vandet med en fin dybde er det et af de bedst egnede dykkersteder vi har i Århus, og er populært til kursusbrug og fyraftensdyk.
Man klatrer i vandet ad stigen på platformen, og kan følge stenmolen ud til enden – men lad være med at dykke ind i færgelejet!
Der er masser af liv i området – svømmer man oppe i 3-4 meters dybde hvor solen skinner igennem ser man masser af savgylte og blåstak imellem stenene. Længere nede er der god mulighed for små torsk og hummer inde imellem stenene.
OBS: vær meget opmærksom på voldsomme refleksbølger i overfladen ved platformen, når Molslinjen sejler ind og ud af færgelejet.