Mandag den 26 maj 2014 var dagen hvor vores nye RIB skulle på langfart. Vi var fire mand som klokken 15:30 tog afsted mod Grenå med båden på slæb og udstyr til en lidt længere tur. Vejret var rigtig godt, svage vinde og sol. På vej mod Grenå blev tiden brugt til at overveje en god dykker destination, og forslagene var mange, så det beskedne antal kilometer til Grenå gik ret hurtigt. En beslutning blev dog opnået inden ankomst. Destinationen blev “La Somme”.
Forholdene ved Grenå er fine, så søsætningen gik problemfrit. Og så skulle den nye Tornado vise hvad den kunne. Med Rene’ ved rat og kontrolhåndtag forsvandt Grenå hurtigt agterude og havmølleparken ved Anholt dukkede op om bagbord. Sø og dønning var minimal, så op og plane og derefter en rolig sejlads med god fart og en passende tilfreds summen fra motoren. På et tidspunkt skulle det lige afprøves hvad der ville ske hvis gashåndtaget blev presset i bund? Det gav frisk vind i ansigtet.
Så er vi på vej!
Positionen på La Somme er ret præcis, og på det forventede sted viste vraget sig tydeligt på det nye ekkolod. Meget tilfredsstillende!
Der blev ankret op, og første hold dykkede ned til vraget som ligger på cirka 30 meter vand og rager cirka 6 meter op over bunden. De tilbageværende i båden nød det dejlige vejr og stilheden, samt en lille forfriskning.
Der er lang at svømme hjem…
Første hold dukkede op, og havde haft et rigtig godt dyk, men sigtbarheden var ikke den bedste. Det er hvad der kan ske.
Lille torsk og stor nøgensnegl!
Andet holdet hoppede i, og måtte sande, at oplysningen om sigtbarheden var rigtig. På bunden var den nærmest dårlig, men lige et par meter over vraget var den rimelig, men ikke så god at orientering og navigering var problemfri.
Det er ikke så tit man kan fange lubbe med hånden! Der var meget mistet net på vraget…
Førsteholdet tog derefter dyk nummer to, og kom tilbage med meldingen om, at nu var sigten på vraget blevet rigtig god, samt en stor torsk og et par king size krabber.
Så blev sigten god og man kunne få et overblik over vraget!
Der var rigtig meget dødningehånd!
Lidt ærgerligt for nummer 2 holdet, som ikke havde luft til yderlig et dyk på de dybder.
Taskekrabbe, dykker og torsk der skal i båden.
Med krabber, torsk og alle dykkerne om bord blev ankret hevet hjem og kursen sat mod Grenå. Vinden var taget lidt til, så med lidt sø og dønning samt rigelige omdrejninger på motoren blev det en lidt “bumpy”, men alligevel hurtig sejlads tilbage til Grenå. Solen var lige gået ned, men skæret var deruden i den vestlige kiming og forårstusmørket holdt sig næsten til vi ankom Grenå. De sidste sømil blev sejlet med blus på de nye lanterner.
Så er det hjem over mens solen stadig er på himlen.
Inden båden blev trukket op på traileren blev de bagerste vugger på traileren lige justeret. Det er nemmest med en tom trailer.
Derefter blev båden sat på traileren, kørt på land og skyllet. Udstyr blev læsset og kursen sat mod Århus og klubben på Fortevej. Det blev sent inden vi nåede frem, over midnat, men alligevel skulle Emil og Claus lige have renset og fileteret torsken – et stort fin eksemplar – samt aflivet et par krabber. Vi andre satte kursen mod hjemmet.
Dejlig båd! Dejligt vejr! Dejlig tur!